Abdirahman Iidle hædret
En meget aktiv person blev fejret, i Frydenlund Fælleshus 9.2.2017, da Abdirahman Iidle blev hædret for at være udnævnt til Årets boligsociale ildsjæl 2016.
Iidle er med i AarhuSomali, tidligere talsmand og desuden projektleder for et af de fire projekter, som AarhuSomali står for i samarbejde med Aarhus Kommune. Han er også samtidig meget aktiv i sit boligområde Frydenlund, hvor han bl.a. har startet og driver en lektieklub for en del af områdets børn.
Han er formand for foreningen Leg og Lær, han er medlem af Rådet for Etniske Minoriteter, og han er medlem af Integrationsrådet i Aarhus Kommune, ligesom han var med i det nu ledlagte kommunale Integrationsråd.
Ansvar og aktivitet i lokalområdet
Der blev holdt flere taler, bl.a. af Palle Jørgensen, direktør for Boligforeningen Ringgården, af børn- og unge rådmand Bünyamin Simsek og af Helge Ratzer, Integrationsrådet i Aarhus Kommune. Der blev desuden sunget en sang om Iidle, og der var dans samt mad og drikke på programmet - og så blev der snakket i den meget mangfoldige skare, der var kommet for at hædre Årets boligsociale ildsjæl.
Abdirahman Iidle takkede for det store og mangfoldige fremmøde og sagde: "Vi startede foreningen ’Leg og Lær’ for 12 år siden for at tage ansvar og være aktive i lokalområdet med henblik at hjælpe de forældre, som bor i lokalområdet, og som ikke kan hjælpe deres børn med faglig lektielæsning. Vi har stærkt lokalkendeskab og forståelse af hvad der er behov for, og hvad barriererne kommer af. Vi fokuserer på, at alle mennesker har en medfødt ressource, men også mangler. Hvordan kan vi bruge ressourcerne i fælleskab?"
Få øje på den enkeltes ressourcer
Iidle talte om, at frivilligt foreningsarbejde giver fællesskab, og at lokale fællesskaber vokser sig stærke, når de går på tværs af institutioner, skoler, foreninger, klubber, kirker og borgere.
"Medborgerskab handler om at få øje på hver enkelt borgers ressourcer, og det har inklusion som udgangspunkt. Der er fokus på, hvad den enkelte kan bidrage med, og hvordan den enkelte kan være med til at løse udfordringer i lokalsamfundet i fællesskab med andre," sagde Abdirahman Iidle.