Mustafa Jama og andre somaliske unge startede i 2002 netværket Unge4Unge, som i 2008 fik Århus Kommunes Integrationspris og i 2009 fik Den Kriminalpræventive Pris.
”Der var problemer med kriminalitet og ballade blandt somaliske unge. Så vi måtte på banen for at hjælpe vores små brødre,” siger Mustafa Jama.
Han understreger, at det var de unge selv, der tog ansvaret for at finde løsninger. Han mener, at Unge4Unge har været med til at ændre mange danskeres meget negative opfattelse af somalierne, og det er han glad for.
”Kriminaliteten blandt unge somaliere under 18 år er nu lig med nul her i Århus,” siger Mustafa Jama.
Han tilskriver det indsatsen fra Unge4Unge og de mange somaliske foreninger. De udgør et tæt netværk, hvor man bemærker, hvis nogle af de unge skejer ud. Hvis det sker, bliver der taget hånd om det.
”Vi måtte på banen for at hjælpe vores små brødre,” siger Mustafa Jama om starten af det prisbelønnede Unge4Unge.
Rollemodel flygtede fra krigen
Med sin mor og lillebror ved hånden måtte Mustafa Jama i 1992 flygte fra borgerkrigens rædsler i Somalia og begive sig ud på en utryg flugt. Den endte i Århus, hvor han som 10-årig måtte begynde helt forfra i skolen, uden at kunne sproget.
Nu er han daglig leder af Kontaktstedet i Gellerup under Socialcenter Vest, og han er rollemodel for mange af områdets unge mænd. Med sin adfærd og sit vindende smil har 29-årige Mustafa Jama vist, at unge sagtens kan tage ansvar for at ændre andre unges adfærd.
Naboer dræbte hinanden
Barndommen foregik i Somalias hovedstad Mogadishu, hvor freden forsvandt, da borgerkrigen brød ud.
”Folk boede fredeligt mellem hinanden. Men det endte med, at naboer slog hinanden ihjel. Det var forfærdeligt,” siger Mustafa Jama.
En del af flugten foregik til fods, hvor han gik med sin 7-årige lillebror og sin mor. Han husker det som meget utrygt.
”Vi havde forladt vores hus og alt, hvad vi ejede,” fortæller han.
Flugten endte i Danmark, hvor Mustafas far boede og arbejdede, efter at være flygtet fra Somalia.
Drømmen om en uddannelse
Mustafa Jama tog 10. klasse og kom på efterskole. Når han taler dansk, kan man ikke høre, at han er vokset op i Somalia. Han startede på HF og ville gerne have en uddannelse, men han var nødt til at tage et arbejde for at tjene penge.
I 2004 blev han daglig leder af Kontaktstedet, der i alt har seks ansatte og benyttes af 20-30 unge hver dag. Han bor selv i Gellerup og er godt klar over, at han er en vigtig rollemodel for mange af områdets unge. Ved siden af sit arbejde tager han en uddannelse i ungdomspædagogik.
Mustafa Jama flygtede som 10-årig fra borgerkrigen i Somalia. Nu er han rollemodel for andre unge i Gellerup.