Somalierne har løftet sig selv

 
Med en smule støtte til lektiecaféer har det somaliske samfund i Aarhus formået at løfte sig selv og tage et stort skridt med hensyn til integration og medborgerskab.
 
Projektleder Anna Marie Busk Larsen fortæller, at somaliske familier ofte føler sig mindreværdige, fordi der i samfundet og i medierne ofte er fokus på deres manglende kompetencer. Men med lektiecaféerne er det lykkedes at engagere både fædre og mødre i deres børns skolegang, med stolthed over de kompetencer, de har.
 
”Med lidt støtte har det somaliske samfund i Aarhus løftet sig selv. De har tidligere haft viljen, men det har knebet med at føre det ud i livet,” siger Anna Marie Busk Larsen.
 
Somalisk lektiecafé i Aarhus under AarhuSomali
"Det er unikt med så mange drenge, som AarhuSomali har fået med," siger Anna Marie Busk Larsen. Her er det Muhsen og Musab, der går i lektiecafé hos Leg og Lær i Frydenlund.   
 
I Integrationsministeriet, som har støttet lektiecaféerne, har man også bemærket den effekt indsatsen har haft på det somaliske samfund i Aarhus.
 
”Lektiecaféerne er en rigtig stor succes med engagement af forældrene i deres børns skolegang,” siger Inaam Illahi Sahibzada, konsulent i Integrationsministeriets indsats ”Brug for alle unge”, til Aarhusomali.dk. Han mener, at de somaliske forældre med dette har fået et integrations-løft.
 
”Ja, det har de helt sikkert. De er stolte af deres børn, og de er vokset med dette. Forældrene føler, at de er med til at gavne deres børns integration, og de føler sig som aktive medborgere,” siger han og oplyser, at samme model nu er efterspurgt og vil blive forsøgt kopieret mange andre steder i landet.
  
Aarhus Kommune har støttet hver lektiecafé med 12.500 kr. Nu overvejes det, om kommunen fortsat vil støtte økonomisk, oplyser Karsten Baltzersen, konsulent i Pædagogik og Integration hos Børn og Unge.
 
”Det har været en flot start for lektiecaféerne, og en sidegevinst kan være, at familierne får en tro på, at de har en plads i det danske samfund. Det er for tidligt at sige, hvor stor den effekt er, men der er nået meget på et år,” siger Karsten Baltzersen.
 Formand for AarhuSomali Abdirahman Shafici
”Lektiecaféerne har betydet rigtigt meget for somalierne i Aarhus. Men der er også gjort en stor indsats af frivillige, storebrødre og forældre, siger Abdirahman Shafici, formand for AarhuSomali.
 
 
 
"Der er gjort en stor indsats, siger      
     Abdirahman Shafici," formand for      
AarhuSomali