Den somaliske kulturfestival AarhuSomali i Musikhuset Arhus torsdag den 27. maj blev en festlig og farverig omgang med masser af musik, taler, fest og mad samt først og fremmest masser af glæde.
”I den moderne verden bruger man computere til kommunikation, men i Somalia har man altid brugt digte, og sådan er det stadigvæk,” sagde digteren Khaled Ali-Guul.
Omkring 400 mennesker deltog i festen, som bød på tag selv bord med somalisk mad og et stort program. Eftermiddagens konferencier Abdirashiid Sheik indledte med at sige, at det var en stor dag, og at han var helt rørt over, at der var kommet så mange.
Barre Fiidow læste somaliske digte, som blev oversat til dansk. Mustafa Jama fortalte om succes’en med Unge4Unge, som blev startet af somaliske unge, og Ahmed Duale gav et meget kort rids af Somalias historie. Han fortalte at Afrikas historie er 5000 år ældre end Europas.
Ikke efter etnisk oprindelse
Formanden for Århus Kommunes Kulturudvalg, viceborgmester Rabih Azad-Ahmad glædede sig over, at somalierne i Århus har så meget at byde på. Han slog fast, at alle byens borgere er århusianere, og at man ikke skal dele folk efter etnisk oprindelse. Dermed kritiserede han den konference om radikalisering blandt somaliere, som blev holdt samme dag. Han mente, at man ikke skal marginalisere en hel etnisk gruppe på den måde, og det synspunkt blev mødt med klapsalver.
Somalias ambassadør i Genève, Yusuf Mohamed Ismail, glædede sig over, at Danmark har taget imod så mange flygtninge fra Somalia. Han fremhævede, at halvdelen af somalierne i Århus er under 15 år, og at de dermed er født og opvokset som danskere i Danmark. Han udtrykte et stort håb om, at de unge vil være med til at bygge bro mellem Somalia og Danmark.
Kommunikation med digte
Forfatteren Khaled Ali-Guul fortalte historien om giraffen i zoologisk have, som græd, da den så ham. Og han læste på somalisk det digt, giraffens sørgmodige tårer havde inspireret ham til.
”I den moderne verden bruger man computere og elektronik til at kommunikere med. I Somalia har man altid brugt digte som kommunikation, og digtene er gået videre fra mand til mand og fra far til søn. Og sådan er det stadigvæk,” sagde Khaled Ali-Guul.
Et budskab til Århus kom fra den verdenskendte og meget populære karikatur-tegner Amin Amir, som var kommet til kulturfestivalen helt fra Canada.
”I er så heldige her i Århus, at somalierne er de gode århusianere,” sagde Amin Amir (th.),
kendt og elsket karikatur-tegner. Ved siden af ham konferencier Abdirashiid Sheik.
”Somalierne har tilknytning til deres land Somalia, men de er også århusianere. Og I er så heldige her i Århus, at somalierne er de gode århusianere,” sagde Amin Amir.
Hvide stjerner på blå bund
Der blev lyttet opmærksomt til de mange taler og indlæg, og derefter satte orkestret Horn of Africa gang i festen med deres musik.
Digteren Halime Sofe gav en meget farverig optræden, iført Somalia-blåt tøj med en hvid stjerne. Hun blev flankeret af en gruppe unge somaliske kvinder, nogle også iført hvide stjerner på blå bund, og andre i mere spraglet og farverigt tøj. Digteren mente, at det er som om, der er kontaktlim på alle myndigheder i Danmark, sådan at man ikke kan få et dansk statsborgerskab vristet fra dem efter seks år i landet, sådan som i andre lande.
Festen kulminerede med forrygende optræden af X-Factor pigegruppen 8210, hvori den ene deltager er Tamam med somaliske rødder. Herefter sluttede glædens festival med lutter store smil på glade ansigter.
X-Factor pigerne 8210 fik for alvor jublen frem blandt publikum med deres optræden, hvori indgik et lille somalisk flag.