Opfordring til at stemme ved folketingsvalget

 
AarhuSomali opfordrede somalierne i Aarhus
 
til at bruge demokratiet og deres stemmeret.
 
Vælgermøde i AarhuSomali 10. september 2011

AarhuSomali holdt et velbesøgt vælgermøde lørdag den 10. september, hvor der var livlig debat med folketingskandidaterne fra S, R og EL.

 

AarhuSomali førte en aktiv kampagne i det somaliske samfund for at få så mange som muligt til at stemme ved folketingsvalget den 15. september.

Vi er parate til at hjælpe ressourcesvage med information, transport og vejledning for at undgå ugyldige stemmesedler. Og vi vil gerne mobilisere de unge kvinder, som ofte har travlt med familien,” sagde Abdirahman M. Iidle, talsmand for AarhuSomali om kampagnen.
 
Der er knap 4.000 aarhusianere af somalisk herkomst. Heraf er halvdelen over 18 år, og det er anslået, at cirka 1.200 havde stemmeret til folketingsvalget. AarhuSomali mener, at mobiliseringen i høj grad lykkedes, og at mange somaliere i Aarhus stemte ved valget.

Vælgermøde med mange spørgsmål 

Aktiviteterne kulminerede lørdag den 10. september, hvor AarhuSomali arrangerede vælgermøde med repræsentanter for Socialdemokraterne, Radikale og Enhedslisten. Mødet blev holdt i Globus1 i Gellerup med 50-60 deltagere. Der blev stillet mange spørgsmål til de tre folketingskandidater, Jens Joel (S), Liv Holm Andersen (R) og Solveig Munk (EL), og debatten var livlig.
 
Se billeder fra AarhuSomalis vælgermøde  
 
 
Udfra forudgående diskussioner blandt somalierne i Aarhus havde AarhuSomali på forhånd formuleret tre problemstillinger. Kandidaterne blev spurgt, hvad de konkret vil gøre for at:
 
1. Forebygge og forhindre eksklusion i det danske samfund, især overfor det somaliske samfund, som er blandt det mest udsatte for diskrimination i Danmark. 
2. Få flere fra de etniske minoriteter, især somaliere, i beskæftigelse.
 
3. Få Danmark (Folketinget eller dit parti) til at arbejde for fred, forsoning samt udvikling i stedet for en dyr og meningsløs militærindsats i Somalia. 

Opgør med stramme regler 

 
På vælgermødet blev der snakket en del om afskaffelse af starthjælp, kontanthjælpsloft og 450 timers regel, samt om bedre muligheder for familiesammenføring, permanent ophold og statsborgerskab.

Vi havde et godt vælgermøde, hvor vi fik afklaret kandidaternes holdning til nogle af de problemer, som er væsentlige for os i vores hverdag.” siger Abdirahman M. Iidle.